Min mand har fået en kone – mig – tilbage, som jeg var engang. Glad og positiv og uden angst

Kære Regine,

Midt i december 2004 ringede min datter til dig, fordi hun havde set, hvor dårligt, jeg havde det – hun talte med dig, og aftalte, at jeg skulle ringe til dig – det gjorde jeg, på en dag, hvor jeg lige havde haft et panik-angstanfald og iøvrigt havde mindst to af dem om dagen – det var slemt.

Den dag, jeg ringede til dig, havde jeg tænkt, at det var meget bedre, om jeg slet ikke mere var til i denne Verden. Jeg havde været på arbejde, jeg kører jo med Poul-Erik hver morgen i denne mørke tid, da jeg er bange for at skvatte på/med min cykel – jeg har jo en meget dårlig ryg og er opereret to gange, den ene gang p.g.a en diskusprolaps, den anden gang p.g.a. ødelagte nervebaner i venstre ben, og så har jeg samtidig fået at vide, at jeg er slidt op eller ned, der er ikke mere brusk i min rygsøjle. Jeg vil for altid have smerter, og det kan man leve med, men af og til, når man arbejder, får man lidt for mange smerter, og det har udløst mine panik-angstanfald, siger min læge.

Første gang, vidste jeg ikke, hvad der skete med mig, jeg skulle vande mine planter, inden vi skulle besøge min fars gamle kusine i Odense, og da jeg skulle vande, blev der vendt op og ned i mit hovede, jeg fik arme, der summede, og hele min krop gjorde underligt, mit hjerte hamrede, jeg følte, at nu \”dør jeg\”.

Vi tog til Odense, men jeg havde ikke en god week-end, og det var jeg meget ked af, da det så også var den første gang, jeg skulle møde min fars kusine – jeg har jo ikke ret meget familie. Hele den week-end var jeg bange for at skulle få et \”anfald\” igen, jeg var jo sikker på, at mit hjerte ikke var godt.

Samme sommer tog vi til Bulgarien, Poul-Erik og jeg, og vi var der i tre dage, og så blev jeg indlagt på et hospital,fordi jeg havde det meget dårligt. Jeg fik en indsprøjte for at få mit blodtryk ned, og så fik jeg at vide, at jeg burde opsøge en læge, når jeg kom hjem. Jeg kan ikke huske ret meget fra den ferie, som varede 14 dage – jeg kan huske, at Poul-Erik har holdt meget om mig, fordi jeg hele tiden var så bange, når jeg skulle sove, holdt han om mig og sagde en masse søde ord. Jeg kæmpede jo en sej kamp for at være på \”dupperne\”, og jeg blev hele tiden dårlig og var bange – bange, nej, det er ikke ordet, jeg var rædselsslagen for at falde om at dø. Jeg elsker så at flyve, og da jeg var allermest dårlig i Bugarien, lovede Poul-Erik mig, at hvis jeg døde dernede, ville han få piloten til at \”lette to gange\” – jeg kunne faktisk ikke engang grine – selv om jeg syntes, det var sjovt. Det var jo lige en vits, jeg normalt ville grine af, og mine tanker har så været, at jeg håber fandme, at han ville gøre alvor af det. !!!

Vi kom hjem, på vej hjem i flyet, syntes jeg pludselig, at jeg havde hævede ben, og i det hele taget så jeg forkert ud – jeg fik et anfald i flyet, ja, selvfølgelig gjorde jeg da det.

Da vi kom hjem kontaktede jeg en læge, og jeg har så forresten et højt blodtryk, men ikke så højt, at man umiddelbart vil gøre noget ved det med medicin.

I september tog vi til \”mit\” sted på Falster, hvor min gamle veninde har et sommerhus, som jeg ofte har lånt sammen med min svigerfar og P.E., og hvor jeg bare har elsket at være. Vi havde masser af proviant med, men skulle lige i Netto for at købe det sidste, og så kan jeg næsten ikke huske mere – jeg kan huske, jeg sagde til P.E.: \”Jeg bliver dårlig\”, og så kan jeg huske, at jeg lå på en seng på Nykøbing Falster Sygehus, hvor jeg blev hjertetestet. Jeg fik at vide, at det så ud om, at jeg havde haft en blodprop i hjertet, og næste dag fik jeg at vide, at det havde jeg ikke, og så fik jeg anfald – mange gange om dagen, jeg var på hospitalet to dage
Da jeg kom hjem, forlangte jeg en undersøgelse hos min læge, og jeg fik en R-test, hvor jeg havde hjertemåling døgnet rundt i en hel uge – der var intet galt med mit hjerte. At få det at vide, hjalp mig i en lang periode, og så begyndte mine anfald igen – jeg stod med et barn på mit arbejde – et barn, der skulle have et camera, som jeg lige pludselig ikke kunne holde, fordi mine arme blev for tunge – ja, alle med anfald ved jo, hvordan jeg havde det. Ungen opdagede det aldrig, men jeg blev sgu bange, fordi jeg ikke kunne sige noget – jeg havde ingen stemme.

Sådan er det kørt op og ned, jeg har ikke haft et godt sekund i mit liv i mange, mange måneder, og da Sigrid ringede til dig og aftalte at jeg ville kontakte dig, så tænkte jeg, at uanset hvad, så kan det da ikke skade. Det er næsten to måneder siden, og jeg har ikke haft et anfald siden, jeg var hos dig første gang. Jeg kan huske, hvor jeg tudede, og du næsten provokerede mig til at få et anfald – det kunne jeg ikke klare, og jeg fik det så heller ikke.

Den første gang, jeg besøgte dig, blev jeg kørt til din adresse af Poul-Erik, og jeg skulle selv hjem med toget, jeg kunne jo også tage en taxa, for et tog er en meget farlig ting for mig. Jeg kan sådan set ikke tage et tog uden at blive dårlig, men jeg gjorde det den dag, jeg havde været hos dig første gang. Bagefter gik jeg i Ballerup Centret og købte en gave. Det var STORT.
Meget er sket siden – at vågne om morgenen uden at tænke på som det første, \”at nu får jeg nok snart et anfald\” – ja, det er da lykken. Min lektion 4 snakkede vi bare, jeg ved ikke, om det er normalt, men jeg havde så meget brug for at fortælle, hvad der var sket i mit liv. Lektion 5 – det kan jeg ikke forklare – når jeg banker, og det gør jeg hver dag, jeg kan høre din stemme sige: \”Jeg får et angstanfald\”, samtidig med, at jeg bruger mit eget mantra.Jeg kan sørme høre din stemme, selv om jeg bruger afspænding med musik fra Origa.

Jeg BANKER hver dag, mindst 5 gange om dagen, det er blevet noget, jeg bare skal, og jeg har så oplevet at stå i Bauhaus, hvor Poul-Erik sagde til mig, at han lige ville gå op i den \”interessante afdeling\” med boremaskiner osv., jeg blev ikke dårlig, men jeg kunne mærke, at det ville jeg snart blive – jeg stod midt i butikken og BANKEDE og sagde mit mantra – ja, folk gloede, jeg var ligeglad, jeg blev ikke dårlig, og så havde de andre kunder da noget at snakke om til aftenkaffen, ikke ??

Min dejlige Poul-Erik troede ikke på, at det her ville lykkes, (Nu spilder du bare penge igen, ,sagde han, men han troede lidt mere på det, fordi Ssigrid også var involveret) og han har bare fået en kone, mig, tilbage, som jeg var engang, glad og positiv og uden angst, det må da også være forfærdeligt at være mand til en kone som mig, der pludselig falder om, han har i hvert fald sagt, at han har været meget bange – jeg ved godt, at jeg igen kan risikere at få angst, men måske, jeg er bedre til at håndtere det, og du har jo lovet mig, at jeg til enhver tid kan kontakte dig og få en time hos dig. Jeg føler jo nærmest, at vi er blevet venner på den korte tid, vi har kendt hinanden. Ja, og jeg kan gå i Føtex, jeg kan købe tøj og dejlige ting og sager – Poul-Erik´s yndlingsbemærkning var i gamle dage: \”Bare du kunne gå i butikker og handle igen\”, og nu siger han: \”Bare du kunne lade være med at gå i Føtex og handle og gå i butikker\”, og så griner han.

At stå ved et tøjstativ i Føtex og få et angstanfald, – jeg behøver vist ikke at beskrive det.
Jeg har fået det bedre, og så er jeg i gang med at læse en bog, der hedder \”Undskyld, dit liv venter på dig\”, og den skulle jo bare enhver af os læse.

Kærlig hilsen fra Birte.

Vil du også have hjælp så kontakt mig her